Saturday, March 17, 2012

DUKKER PROJEKT

Alverdens dukker - Dukker fra hele verden.

Man har altid haft dukker. Der er fundet dukker i udgravninger i Sydamerika, Japan, Italien, Grækenland og mange andre steder i hele verden. De er lavet af så forskellige materialer træ, voks, ler og stof, og de var ikke kun legetøj, de blev ofte brugt som religiøse symboler i form af små mennesker. Endnu i dag bliver de af mange folkeslag brugt som feticher. Eksperterne er ikke enige om, hvad det oprindelige formål med dukkerne var. Var de legetøj, der udviklede sig til kultgenstande eller var de kultgenstande, der blev til legetøj?

Udover at være legetøj med pædagogisk formål er dukker en realistisk dokumentation for, hvordan man til forskellige tider og på forskellige steder har anskuet verden. Dukkerne er en vigtig kilde til vores viden om, hvordan man har levet og arbejdet, leget og handlet og er dermed vigtige kulturbærere.

Dr Senta Siller har startet dukkeprojekter i blandt andet Pakistan, Cameroun og Columbia. Disse projekter har sat en selvforstærkende udvikling i gang ved at give kvinderne mulighed for at tjene penge på deres håndarbejder, et lille men væsentligt bidrag til at udvikle landområderne og standse udvandringen til de store byer. Dukkerne er håndlavede og deres tøj og andet tilbehør er kopier af egnens originale dragter og brugsgenstande. De gamle mønstre og moder får på denne måde nyt liv og en vigtig plads i hverdagen.

Dukker fra Pakistan

Kvindeprojektet i landsbyen Thatta Ghulamka Dhiroka i den pakistanske provins Punjab blev startet af Senta Siller i 1993 og giver 120 kvinder et indkomstgivende arbejde. Det er hen ad vejen suppleret med et tilsvarende projekt for mænd. Kvinderne arbejder ikke 8 timer dagligt i dukkeprojektet; de har stadig tid til at passe deres egen familie og husholdning samt varetage de gøremål i landsbyen, som kvinderne traditionelt tager sig af. Thatta Ghulamka Dhiroka har cirka 1200 indbyggere. De stiftede i 1991 kooperativet Anjuman-e-Falah-e-Aama, som samarbejder med Deutsche Gesellschaft zu Förderung der Kultur (DGFK). Anjuman samarbejder med yderligere 6 projekter i Pakistan.

Dukker fra Cameroun

Siden 1998 er der startet 3 kooperativer (Akwatinuigha, Akaankang og HandiCraft CAT) i Bamenda, hovedstaden i Nordvestprovinsen i Cameroun, som ligger tæt på grænsen til Nigeria. Disse kooperativer samarbejder også med DGFK. Bamenda har omkring 6000 indbyggere, som bor på 7 høje og taler 8 forskellige sprog. Udover de mænd, der arbejder i HandiCraft CAT projektet, er mere end 100 kvinder engageret i fremstilling af forskellige kunsthåndværksprodukter.

Dukker fra Columbia

Kooperativet Tanto Mejor blev startet i 1999 i Saboya og samarbejder med 3 andre projekter. Saboya er en landsby med cirka 6000 indbyggere i nærheden af Chiquinquira, hovedstaden i departementet Boyaca nord for Bogota. DGFK samarbejder også med dette kooperativ, der beskæftiger mere end 100 kvinder med fremstilling af forskelligt kunsthåndværk.

No comments:

Post a Comment